IT Supporter

Er du den strukturerede og servicemindede medarbejder med en innovativ tilgang til arbejdet, som Scantox søger til en spændende stilling i vores IT Team?

Scantox er en dansk kontraktforskningsvirksomhed i rivende udvikling, beliggende i Ejby, Lille Skensved tæt på Køge. Vi udfører prækliniske studier for vores kunder i forbindelse med udvikling af nye lægemidler og medicinsk udstyr. På nuværende tidspunkt er vi omkring 120 medarbejdere med en bred vifte af kompetencer og uddannelsesmæssige baggrunde.

 

De daglige arbejdsopgaver:

Med reference til IT ansvarlig vil du blive en del af vores IT-team, der supporterer både systemer og medarbejdere i en virksomhed i hastig vækst. Teamet er ansvarligt for, at IT udstyret til enhver tid er optimeret, sikret samt effektivt understøtter forretningen i henhold til gældende forskrifter, rammer samt politikker. Scantox IT Team består af i dag af 3 personer som sidder i Danmark. Nogle af de primære opgaver vil være at:

  • 1st level support til IT-udstyr, herunder computere, telefoner, AV-udstyr
  • 1st level support af infrastruktur ifm. installation, fejlfinding, konfiguration, brugerhjælp samt opgraderinger enten på lokationen, pr. telefon eller online
  • 2nd level support på førnævnte samt deltagelse i projekter
  • Ad hoc administrative IT-opgaver
  • Scantox arbejder i et GLP reguleret miljø, hvorfor det vil være en fordel med kendskab til dette

 

Du vil få din daglige gang i Ejby (Køge), på længere sigt kan der komme flere lokationer til.

 

Dette job er ikke for hvem-som-helst!

Nøglen til succes i denne rolle er, at du er uddannet inden for IT eller har solid erfaring fra et tilsvarende job – og du har mod på at udvikle dine kompetencer.

Vi forestiller os, at du har en god forståelse for forretningen, så du let kan prioritere dine opgaver i forhold til virksomhedens behov. Som person er du en team-player, men arbejder også selvstændigt med ansvar for løsning af egne opgaver. Du har en struktureret og innovativ tilgang til dit arbejde, og du er fleksibel og imødekommende over for forandring.

Du vil helt naturligt og meget hurtigt få en bred kontaktflade i Scantox, du er serviceminded og kan tale med kollegaer i hele organisationen. Scantox anvender Microsoft-platformen (MS-365) i udbredt grad, hvorfor et godt indblik i denne verden vil være en stor fordel.

 

Vi tilbyder:

Et selvstændigt og alsidigt job i en spændende virksomhed i hurtig vækst og et professionelt miljø. Du bliver en del af en organisation, hvor uformel interaktion med mange kompetente kolleger præger hverdagen. Samtidig får du mulighed for professionel og personlig udvikling. Lønpakken er med pension og sundhedsforsikring.

 

Interesseret:

Så søger du udvikling og udfordringer, og har dette din interesse? Så send venligst din ansøgning og CV til job@scantox.com med emnet: IT Supporter, hurtigst muligt og 

senest 15. juli 2022.

Vi læser ansøgninger løbende og beder dig derfor indsende din ansøgning samt CV hurtigst muligt. Bemærk venligst, at vi behandler alle henvendelser fortroligt, og at vi returnerer svar til den mailadresse, som du oplyser.

Vil du vide mere om stillingen, eller hvem vi er, er du velkommen til at kontakte vores IT Ansvarlige på 56861500.